Men en dag måske i morgen
rejser jeg mig til kamp,
og de ja, de er jo… her
både de hylende sjakaler,
og dem uden opholdstilladelse,
når Danmarks tunger, giver os
krumme tæer, og stjæler vores smil
ruller deres trusler mod vores anstændighed.
Der er et yndigt land, med kærlighed til det ulyriske
lade os tilsande med, fygesand fra øst mod vest,
fra syd mod nord, så tager jeg min lille skovl og spand.
Da er det tid til leg og handling, her vil jeg begrave
truslen mod anstændigheden, jammerskrig og løgn
i min sigte lader jeg Andersen og den grimme ælling,
få sin chance og ikke gå til tælling.
